Jahnu
2019-05-07 10:20:24 UTC
Noget bliver ikke rigtigt af, at det står i nogle skrifter, eller
fordi nogen tror på det. Derimod bliver noget rigtigt af, at det er
evig, overleveret viden - viden, der kan undersøges og verificeres
gennem den rette metode. I den vediske tradition har man 3
referencepunkter for at sikre sig, at teologien er rigtig - guru,
sadhu og sastra - dvs. den åndelige mester, vismændene og skrifterne.
For at noget kan være rigtigt må de alle tre være i overensstemmelse
med hinanden. Desuden bliver der også tilbudt en videnskabelig proces
igennem hvilken man kan undersøge filosofien og få den bekræftet.
I den moderne naturvidenskab har man kun stof som undersøgelsesobjekt.
Man observerer og studerer materien i dens utallige vekselvirkninger.
I den åndelige videnskab har man bevidsthed som forsøgsobjekt, og man
undersøger materiens indflydelse på bevidstheden og sindet. I den
åndelige videnskab undersøger man bevidsthed. Man har sin egen
bevidsthed som forsøgsobjekt. Man begrænser ikke sine studier til
noget uden for sig selv.
Derfor er den åndelige videnskab den materielle videnskab overlegen.
Den materielle videnskab rækker ikke til at forstå den virkelighed, vi
lever i. Og hvorfor gør den ikke det? Fordi naturvidenskaben intet
fornuftigt har at sige om vores bevidste oplevelse af verden. Den
taler kun om materiens vekselvirkninger men siger intet om vores
oplevelse af disse. Og det er vores oplevelse af verden, som er det
mest grundliggende ved den virkelighed, vi befinder os i.
Kun den åndelige videnskab kan hjælpe os til at forstå selvet og dets
relation til verden og Gud.
Derfor siger Krishna:
Af al skabelse er Jeg begyndelsen og enden tillige med midten, O
Arjuna. Af alle videnskaber er Jeg videnskaben om selvet, og blandt
logikere er Jeg den afgørende sandhed. (Bg 10.32)
Nogle mennesker hævder, at de ikke behøver Gud til at fortælle dem,
hvad der er rigtigt og forkert. Men i stedet for at have Gud eller
religion til at fortælle os, hvad der er rigtigt eller forkert, har vi
så samfundet, loven, familie og forældre, tradition, kultur osv. til
at fortælle os dette. Eller vi har vores eget sind til at fortælle os,
hvad vi må og ikke må, men det er igen baseret på noget vi har lært
fra andre.
Den eneste forskel er således hvem, vi udpeger som vores autoritet -
hvem vi vælger at lytte til. Alle er blevet oplært i, hvad der rigtigt
og forkert af den kultur, de er vokset op i. Hvordan ved vi ellers,
hvad der er rigtigt og forkert?
Nogle hævder, at det kan man selv afgøre, det er noget man kan føle.
Men hvis man er sin egen autoritet, så er det det samme som ingen
autoritet. Hvis det blot er op til ens eget sind at fortælle én, hvad
der er rigtigt eller forkert, kan hvad som helst være rigtigt eller
forkert. Så spiller det ingen rolle, hvad vi gør, for vores eget sind
kan bare retfærdiggøre det. Og hvordan kan man være sikker på, at det
éns sind fortæller en, er rigtigt? Hvordan kan man vide, at det man
føler, er rigtigt? Jeg mener, hvis nu en eller anden psykopat føler
sig foranlediget til at angribe folk på gågaden med et baseball bat,
er det så ok? Hvis vi alle er vor egen autoritet, burde der jo ikke
være noget galt i det, vel?
Faktum er, at vi ikke engang ville vide, at 2 og 2 er lig med 4, hvis
ikke vi havde lært det fra nogen, der vidste det i forvejen. Og de
ville ikke vide det, hvis DE ikke havde lært det af nogen, der vidste
det osv. Regning og matematik er ikke noget man kan spekulere sig frem
til. Det er noget man lærer i sin opvækst. Hvis vi var vokset op helt
uden menneskelig stimuli, ville vi ikke vide, at 2 og 2 er 4. Dyr ved
fx. ikke, at 2 og 2 er 4, og de er også ligeglade.
På samme måde, som man kan vide 2 og 2 er 4, nemlig ved at lære det
fra nogen, der ved det, kan man vide at hvem Gud er, og hvad meningen
er med alting. Man kan vide det ved at lære det fra dem, der ved det.
Og hvem ved hvem og hvad Gud er og hvad meningen med alting er? Det
gør vismændene i den vediske kultur, og de har videreleveret den viden
ned gennem historien via rækken af disciple.
Krishna siger:
Forsøg blot at lære sandheden at kende ved at nærme dig en åndelig
mester. Udspørg ham i ydmyghed og tilbyd ham din tjeneste. De
selv-realiserede sjæle kan videregive viden til dig, for de har set
sandheden. (Bg. 4.34)
Ved at modtage virkelig viden fra en selv-realiseret sjæl vil du
aldrig mere blive vildledt af illusion, for gennem denne viden vil du
forstå, at alle levende væsener ikke er andet end dele af den Højeste,
eller at de med andre ord er Mine. (Bg. 4.35)
Selvom du anses for den mest syndefulde af syndere, vil du, når du
befinder dig i denne båd af transcendental viden, blive i stand til at
krydse over elendighedernes ocean. (Bg. 4.36)
Ligesom den flammende ild forvandler brænde til aske, oh Arjuna,
brænder kundskabens ild alle karmiske reaktioner til aske. (Bg. 4.37)
I denne verden er der intet så ophøjet og rent som åndelige viden.
Sådan viden er den modne frugt af al mystisisme, og den, der er blevet
velbevandret i udførelsen af hengiven tjeneste, vil med tiden nyde
denne viden indeni sig selv. (Bg. 4.38)
En trofast person hengiven til åndelig viden, og som overvinder sine
sanser, er egnet til at modtage sådan viden, og når han har modtaget
den, opnår han hurtigt den højeste åndelige fred. (Bg. 4.39)
Men de uvidende og troløse, der tvivler på de åbenbarede skrifter, kan
ikke opnå Gudsbevidsthed; de falder ned. For den tvivlende sjæl findes
der hverken lykke i denne verden eller den næste. (Bg. 4.40)
fordi nogen tror på det. Derimod bliver noget rigtigt af, at det er
evig, overleveret viden - viden, der kan undersøges og verificeres
gennem den rette metode. I den vediske tradition har man 3
referencepunkter for at sikre sig, at teologien er rigtig - guru,
sadhu og sastra - dvs. den åndelige mester, vismændene og skrifterne.
For at noget kan være rigtigt må de alle tre være i overensstemmelse
med hinanden. Desuden bliver der også tilbudt en videnskabelig proces
igennem hvilken man kan undersøge filosofien og få den bekræftet.
I den moderne naturvidenskab har man kun stof som undersøgelsesobjekt.
Man observerer og studerer materien i dens utallige vekselvirkninger.
I den åndelige videnskab har man bevidsthed som forsøgsobjekt, og man
undersøger materiens indflydelse på bevidstheden og sindet. I den
åndelige videnskab undersøger man bevidsthed. Man har sin egen
bevidsthed som forsøgsobjekt. Man begrænser ikke sine studier til
noget uden for sig selv.
Derfor er den åndelige videnskab den materielle videnskab overlegen.
Den materielle videnskab rækker ikke til at forstå den virkelighed, vi
lever i. Og hvorfor gør den ikke det? Fordi naturvidenskaben intet
fornuftigt har at sige om vores bevidste oplevelse af verden. Den
taler kun om materiens vekselvirkninger men siger intet om vores
oplevelse af disse. Og det er vores oplevelse af verden, som er det
mest grundliggende ved den virkelighed, vi befinder os i.
Kun den åndelige videnskab kan hjælpe os til at forstå selvet og dets
relation til verden og Gud.
Derfor siger Krishna:
Af al skabelse er Jeg begyndelsen og enden tillige med midten, O
Arjuna. Af alle videnskaber er Jeg videnskaben om selvet, og blandt
logikere er Jeg den afgørende sandhed. (Bg 10.32)
Nogle mennesker hævder, at de ikke behøver Gud til at fortælle dem,
hvad der er rigtigt og forkert. Men i stedet for at have Gud eller
religion til at fortælle os, hvad der er rigtigt eller forkert, har vi
så samfundet, loven, familie og forældre, tradition, kultur osv. til
at fortælle os dette. Eller vi har vores eget sind til at fortælle os,
hvad vi må og ikke må, men det er igen baseret på noget vi har lært
fra andre.
Den eneste forskel er således hvem, vi udpeger som vores autoritet -
hvem vi vælger at lytte til. Alle er blevet oplært i, hvad der rigtigt
og forkert af den kultur, de er vokset op i. Hvordan ved vi ellers,
hvad der er rigtigt og forkert?
Nogle hævder, at det kan man selv afgøre, det er noget man kan føle.
Men hvis man er sin egen autoritet, så er det det samme som ingen
autoritet. Hvis det blot er op til ens eget sind at fortælle én, hvad
der er rigtigt eller forkert, kan hvad som helst være rigtigt eller
forkert. Så spiller det ingen rolle, hvad vi gør, for vores eget sind
kan bare retfærdiggøre det. Og hvordan kan man være sikker på, at det
éns sind fortæller en, er rigtigt? Hvordan kan man vide, at det man
føler, er rigtigt? Jeg mener, hvis nu en eller anden psykopat føler
sig foranlediget til at angribe folk på gågaden med et baseball bat,
er det så ok? Hvis vi alle er vor egen autoritet, burde der jo ikke
være noget galt i det, vel?
Faktum er, at vi ikke engang ville vide, at 2 og 2 er lig med 4, hvis
ikke vi havde lært det fra nogen, der vidste det i forvejen. Og de
ville ikke vide det, hvis DE ikke havde lært det af nogen, der vidste
det osv. Regning og matematik er ikke noget man kan spekulere sig frem
til. Det er noget man lærer i sin opvækst. Hvis vi var vokset op helt
uden menneskelig stimuli, ville vi ikke vide, at 2 og 2 er 4. Dyr ved
fx. ikke, at 2 og 2 er 4, og de er også ligeglade.
På samme måde, som man kan vide 2 og 2 er 4, nemlig ved at lære det
fra nogen, der ved det, kan man vide at hvem Gud er, og hvad meningen
er med alting. Man kan vide det ved at lære det fra dem, der ved det.
Og hvem ved hvem og hvad Gud er og hvad meningen med alting er? Det
gør vismændene i den vediske kultur, og de har videreleveret den viden
ned gennem historien via rækken af disciple.
Krishna siger:
Forsøg blot at lære sandheden at kende ved at nærme dig en åndelig
mester. Udspørg ham i ydmyghed og tilbyd ham din tjeneste. De
selv-realiserede sjæle kan videregive viden til dig, for de har set
sandheden. (Bg. 4.34)
Ved at modtage virkelig viden fra en selv-realiseret sjæl vil du
aldrig mere blive vildledt af illusion, for gennem denne viden vil du
forstå, at alle levende væsener ikke er andet end dele af den Højeste,
eller at de med andre ord er Mine. (Bg. 4.35)
Selvom du anses for den mest syndefulde af syndere, vil du, når du
befinder dig i denne båd af transcendental viden, blive i stand til at
krydse over elendighedernes ocean. (Bg. 4.36)
Ligesom den flammende ild forvandler brænde til aske, oh Arjuna,
brænder kundskabens ild alle karmiske reaktioner til aske. (Bg. 4.37)
I denne verden er der intet så ophøjet og rent som åndelige viden.
Sådan viden er den modne frugt af al mystisisme, og den, der er blevet
velbevandret i udførelsen af hengiven tjeneste, vil med tiden nyde
denne viden indeni sig selv. (Bg. 4.38)
En trofast person hengiven til åndelig viden, og som overvinder sine
sanser, er egnet til at modtage sådan viden, og når han har modtaget
den, opnår han hurtigt den højeste åndelige fred. (Bg. 4.39)
Men de uvidende og troløse, der tvivler på de åbenbarede skrifter, kan
ikke opnå Gudsbevidsthed; de falder ned. For den tvivlende sjæl findes
der hverken lykke i denne verden eller den næste. (Bg. 4.40)