Jahnu
2021-07-07 04:02:39 UTC
Ateister har det med altid at hyle op om beviser. Det er som om, de
helt har glemt, at deres egen tro, dvs. troen på at materien er den
yderste årsag, er total blind tro uden basis i den observerbare
virkelighed. Så er kravet på bevis ligepludseligt borte.
Men det er den dobbel-standard, man bliver tvunget til at acceptere
som ateist. Man kræver stenhård, empirisk bevisførelse, når det kommer
til Gud og religion, men når det kommer til ens egen trosretning,
stilles der ikke de samme krav til bevisførelse.
Det er let at bevise, at hvis man opretholder en ateistisk mentalitet,
vil man opleve langt højere grader af lidelse, elendighed og
eksistentiel ængstelse, end hvis man forbinder sig med Krishna. Det er
et empirisk faktum, enhver kan undersøge og verificere -
Krishnabevidsthed medfører større glæde i tilværelsen og ateisme
medfører mere frustration og lidelse i livet. Det er et beviseligt
faktum.
Nu kommer så den sædvanlige lamme indvending - jamen, jeg lider ikke.
Jeg har det godt.
Denne udtalelse kan kun skyldes, at man ligger under for den moderne
propaganda, der bort-rationaliserer lidelsen - man må tage det gode
med det onde. Den pause i elendigheden, som man får ud af kropslig
nydelse, opvejer al lidelsen. Det gode opvejer det onde. Uden lidelse
kan man ikke udvikle sig som person osv osv. Man tror ikke, at lidelse
er så dårlig. Ja, man tror endda, at uden lidelse kan der ikke være
nogen glæde. Eller også er man bare for dækket af uvidenhed til at
forstå, at man lider - ligesom et dyr.
Hvad de fleste materialister ikke forstår, er at den materielle verden
grundliggende set er fuld af frustration og elendighed. Det er sådan
Krishna har designet den. Hvis den materielle verden var perfekt,
vllle de faldne sjæle aldrig udvikle ønsket om at slippe ud af den og
vende tilbage til Krishna.
Ateister bruge den materielle verdens fejl og mangler som argument
for, at en almægtig, barmhjertig Gud ikke kunne have skabt den. En
perfekt Gud ville have skabt noget perfekt, siger de. Hvis der er en
Gud, hvorfor er der så al den lidelse i verden?
Pointen her er, at der ER en perfekt verden uden lidelse og
elendighed. Det kaldes den åndelige verden, hvor Krishna leger for
evigt sammen med de befriede sjælen. Den materielle verden er netop et
sted Han har skabt til de sjæle, der ikke ville være sammen med Ham.
Han lavede en verden, hvor de kunne komme og efterligne Ham. Og den er
designet til at bringe de karmiske reaktioner til enhver handling.
Selv om den materielle verden er et sted fyldt med lidelse, så vil de
fleste faldne sjæle alligevel gerne blive her. Og Krishna er så
venlig, at han lader dem tro, at de nyder og har det godt. Selv når
sjælen er i de mest helvedesagtige omstændigheder, som fx. når den
befinder sig som tarm-mide i en eller andens indvolde, så tror den, at
den nyder. Men slutpunktet i den materielle verden er altid lidelse,
for alting ender i sygdom, alderdom og død.
Hvis verden er et lortested, er det udelukkende vores egen fejl. Det
er ikke kemikaliernes fejl. Det er ikke Guds fejl. Det er vores fejl.
Gud har givet os mulighed til at lave jorden til et paradis eller et
helvede. Hvadenten det er godt eller dårligt, så er man selv årsagen,
individuelt eller kollektivt. Det er blot en naturlov. Og man lærer
ikke om den i skolen. Det er sker i et uvidende samfund styret af
ugudelige kræfter.
Den menneskelige livsform er en enstående chance for sjælen at
erkende sand lykke og skønhed - den lykke og skønhed, man oplever, når
man bliver befriet for ængstelse og usikkerhed og erkender den
virkelige mening med alting. Skeptikeren hævder, at en sådan
erkendelse er ikke er mulig under nogen omstændigheder, men der er
ingen som helst basis for en sådan konklusion. Tværtimod, alt peger
på, at en erkendelsen af den Absolutte Sandhed er mulig. Hvis Gud er
til, er det muligt, at erkende Ham som Han er. Det er jo indlysende.
Hvis Gud ikke er til, er det ikke muligt at erkende hinsides tvivl. Så
ateisters konklusion hviler på en umulighed i den forstand, at deres
trosretning ikke kan bekræftes, for det kan ikke lade sig gøre at
bevise, at Gud ikke eksisterer.
Men hvis Han eksisterer, kan det bevises. Så ateismen hviler på en
antagelse, der er uverificerbar. Det er klart, at kun en tåbe kan
overgive sig til en tro, der er ubekræftelig. Som teist har man i det
mindste en teoretisk mulighed for at få sin antagelse bekræftiget.
Krishna siger:
Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden
er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død
finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere
blive født. (Bg. 8.16)
Ydmyghed; at være uden hovmod; ikke-vold; tolerance; enkelhed; at
vende sig til en autoriseret åndelig mester; renlighed; vedholdenhed;
selvbeherskelse; at forsage objekterne for sansenydelse; fravær af
falsk ego; at indse det onde i fødsel, død, alderdom og sygdom;
ubundethed; at være fri for tilknytning til børn, kone, hjem osv.; at
være i ligevægt under både behagelige og ubehagelige hændelser;
konstant og ren hengivenhed til Mig; at tilstræbe et liv på afsides
beliggende steder; at være uafhængig af den generelle menneskemasse;
at indse vigtigheden af selverkendelse; og filosofisk at søge efter
den Absolutte Sandhed - alt i alt erklærer Jeg dette for at være
viden, og hvad der end findes der udover, er uvidenhed. (Bg. 13.8-12)
Det man skal notere sig her, er at erkendelsen af det onde i fødsel,
sygdom, alderdom og død, er et af symptomerne på viden. De fleste
mennesker vil simpelthen ikke erkende, at de lider, og at lidelse er
en dårlig ting. Materialister forsøger af al magt at retfærdiggøre og
bort-rationalisere lidelse og elendighed. De siger, at det er
uundgåelige faktorer ved eksistensen. Men det er ikke sandt. Det er
lige omvendt. Det er rendyrket ondskab at ville betinge sjælen, der er
evig, fuld af viden og lykke, til en lidelsesfuld kropslig eksistens.
Så beviset på, at ateisme er dårlig for sindet er, at livstroen som
filosofi bringer uvished, tvivl, usikkerhed og endeløs ængstelse og
bekymring. Krishnabevidsthed er løsningen på dette dilema. Enhver, der
serøist forsøger at overgive sig til Krishna, vil opleve, at han
gradvist bliver fri for disse materielle elendigheder. Alt andet er
bare lapperier, og det ender altid i det samme - sorg og elendighed.
Hele ideen om evig romance er en løgn fabrikeret af Hollywood. Vi ved
alle at kærligheden til andre levende væsener, selv den vi har til
vores børn og partner, aldrig varer evigt. Det hører altid op, og så
skal man til det igen med at finde romance og mening i livet. I
Vedaerne kaldes det at tygge det, der allerede er blevet tygget. Det
er først når man finder Krishna, at man bliver tilfreds i tilværelsen
- varigt tilfreds. Det er kun til Krishna og Hans hengivne, man kan
have sand (dvss. Evig) kærlighed.
Prahlad Maharaja siger:
Because of their uncontrolled senses, persons too addicted to
materialistic life make progress toward hellish conditions and
repeatedly chew that which has already been chewed. Their inclinations
toward Krishna are never aroused, either by the instructions of
others, by their own efforts, or by a combination of both.
Krishna siger:
Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld
bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og
fuldt uden nogen tvivl. Jeg vil nu udførligt forklare denne viden for
dig - både den materielle og den åndelige. Når du ved dette, er der
intet mere tilbage for dig at vide. (Bg. 7. 1-2)
Hvis du bliver bevidst om Mig, vil du gennem Min nåde overkomme alle
de forhindringer, der er forbundet med betinget liv. Hvis du der i mod
ikke arbejder i en sådan bevidsthed, men handler gennem det falske ego
uden at lytte til Mig, vil du blive fortabt. (Bg 18.58)
helt har glemt, at deres egen tro, dvs. troen på at materien er den
yderste årsag, er total blind tro uden basis i den observerbare
virkelighed. Så er kravet på bevis ligepludseligt borte.
Men det er den dobbel-standard, man bliver tvunget til at acceptere
som ateist. Man kræver stenhård, empirisk bevisførelse, når det kommer
til Gud og religion, men når det kommer til ens egen trosretning,
stilles der ikke de samme krav til bevisførelse.
Det er let at bevise, at hvis man opretholder en ateistisk mentalitet,
vil man opleve langt højere grader af lidelse, elendighed og
eksistentiel ængstelse, end hvis man forbinder sig med Krishna. Det er
et empirisk faktum, enhver kan undersøge og verificere -
Krishnabevidsthed medfører større glæde i tilværelsen og ateisme
medfører mere frustration og lidelse i livet. Det er et beviseligt
faktum.
Nu kommer så den sædvanlige lamme indvending - jamen, jeg lider ikke.
Jeg har det godt.
Denne udtalelse kan kun skyldes, at man ligger under for den moderne
propaganda, der bort-rationaliserer lidelsen - man må tage det gode
med det onde. Den pause i elendigheden, som man får ud af kropslig
nydelse, opvejer al lidelsen. Det gode opvejer det onde. Uden lidelse
kan man ikke udvikle sig som person osv osv. Man tror ikke, at lidelse
er så dårlig. Ja, man tror endda, at uden lidelse kan der ikke være
nogen glæde. Eller også er man bare for dækket af uvidenhed til at
forstå, at man lider - ligesom et dyr.
Hvad de fleste materialister ikke forstår, er at den materielle verden
grundliggende set er fuld af frustration og elendighed. Det er sådan
Krishna har designet den. Hvis den materielle verden var perfekt,
vllle de faldne sjæle aldrig udvikle ønsket om at slippe ud af den og
vende tilbage til Krishna.
Ateister bruge den materielle verdens fejl og mangler som argument
for, at en almægtig, barmhjertig Gud ikke kunne have skabt den. En
perfekt Gud ville have skabt noget perfekt, siger de. Hvis der er en
Gud, hvorfor er der så al den lidelse i verden?
Pointen her er, at der ER en perfekt verden uden lidelse og
elendighed. Det kaldes den åndelige verden, hvor Krishna leger for
evigt sammen med de befriede sjælen. Den materielle verden er netop et
sted Han har skabt til de sjæle, der ikke ville være sammen med Ham.
Han lavede en verden, hvor de kunne komme og efterligne Ham. Og den er
designet til at bringe de karmiske reaktioner til enhver handling.
Selv om den materielle verden er et sted fyldt med lidelse, så vil de
fleste faldne sjæle alligevel gerne blive her. Og Krishna er så
venlig, at han lader dem tro, at de nyder og har det godt. Selv når
sjælen er i de mest helvedesagtige omstændigheder, som fx. når den
befinder sig som tarm-mide i en eller andens indvolde, så tror den, at
den nyder. Men slutpunktet i den materielle verden er altid lidelse,
for alting ender i sygdom, alderdom og død.
Hvis verden er et lortested, er det udelukkende vores egen fejl. Det
er ikke kemikaliernes fejl. Det er ikke Guds fejl. Det er vores fejl.
Gud har givet os mulighed til at lave jorden til et paradis eller et
helvede. Hvadenten det er godt eller dårligt, så er man selv årsagen,
individuelt eller kollektivt. Det er blot en naturlov. Og man lærer
ikke om den i skolen. Det er sker i et uvidende samfund styret af
ugudelige kræfter.
Den menneskelige livsform er en enstående chance for sjælen at
erkende sand lykke og skønhed - den lykke og skønhed, man oplever, når
man bliver befriet for ængstelse og usikkerhed og erkender den
virkelige mening med alting. Skeptikeren hævder, at en sådan
erkendelse er ikke er mulig under nogen omstændigheder, men der er
ingen som helst basis for en sådan konklusion. Tværtimod, alt peger
på, at en erkendelsen af den Absolutte Sandhed er mulig. Hvis Gud er
til, er det muligt, at erkende Ham som Han er. Det er jo indlysende.
Hvis Gud ikke er til, er det ikke muligt at erkende hinsides tvivl. Så
ateisters konklusion hviler på en umulighed i den forstand, at deres
trosretning ikke kan bekræftes, for det kan ikke lade sig gøre at
bevise, at Gud ikke eksisterer.
Men hvis Han eksisterer, kan det bevises. Så ateismen hviler på en
antagelse, der er uverificerbar. Det er klart, at kun en tåbe kan
overgive sig til en tro, der er ubekræftelig. Som teist har man i det
mindste en teoretisk mulighed for at få sin antagelse bekræftiget.
Krishna siger:
Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden
er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død
finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere
blive født. (Bg. 8.16)
Ydmyghed; at være uden hovmod; ikke-vold; tolerance; enkelhed; at
vende sig til en autoriseret åndelig mester; renlighed; vedholdenhed;
selvbeherskelse; at forsage objekterne for sansenydelse; fravær af
falsk ego; at indse det onde i fødsel, død, alderdom og sygdom;
ubundethed; at være fri for tilknytning til børn, kone, hjem osv.; at
være i ligevægt under både behagelige og ubehagelige hændelser;
konstant og ren hengivenhed til Mig; at tilstræbe et liv på afsides
beliggende steder; at være uafhængig af den generelle menneskemasse;
at indse vigtigheden af selverkendelse; og filosofisk at søge efter
den Absolutte Sandhed - alt i alt erklærer Jeg dette for at være
viden, og hvad der end findes der udover, er uvidenhed. (Bg. 13.8-12)
Det man skal notere sig her, er at erkendelsen af det onde i fødsel,
sygdom, alderdom og død, er et af symptomerne på viden. De fleste
mennesker vil simpelthen ikke erkende, at de lider, og at lidelse er
en dårlig ting. Materialister forsøger af al magt at retfærdiggøre og
bort-rationalisere lidelse og elendighed. De siger, at det er
uundgåelige faktorer ved eksistensen. Men det er ikke sandt. Det er
lige omvendt. Det er rendyrket ondskab at ville betinge sjælen, der er
evig, fuld af viden og lykke, til en lidelsesfuld kropslig eksistens.
Så beviset på, at ateisme er dårlig for sindet er, at livstroen som
filosofi bringer uvished, tvivl, usikkerhed og endeløs ængstelse og
bekymring. Krishnabevidsthed er løsningen på dette dilema. Enhver, der
serøist forsøger at overgive sig til Krishna, vil opleve, at han
gradvist bliver fri for disse materielle elendigheder. Alt andet er
bare lapperier, og det ender altid i det samme - sorg og elendighed.
Hele ideen om evig romance er en løgn fabrikeret af Hollywood. Vi ved
alle at kærligheden til andre levende væsener, selv den vi har til
vores børn og partner, aldrig varer evigt. Det hører altid op, og så
skal man til det igen med at finde romance og mening i livet. I
Vedaerne kaldes det at tygge det, der allerede er blevet tygget. Det
er først når man finder Krishna, at man bliver tilfreds i tilværelsen
- varigt tilfreds. Det er kun til Krishna og Hans hengivne, man kan
have sand (dvss. Evig) kærlighed.
Prahlad Maharaja siger:
Because of their uncontrolled senses, persons too addicted to
materialistic life make progress toward hellish conditions and
repeatedly chew that which has already been chewed. Their inclinations
toward Krishna are never aroused, either by the instructions of
others, by their own efforts, or by a combination of both.
Krishna siger:
Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld
bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og
fuldt uden nogen tvivl. Jeg vil nu udførligt forklare denne viden for
dig - både den materielle og den åndelige. Når du ved dette, er der
intet mere tilbage for dig at vide. (Bg. 7. 1-2)
Hvis du bliver bevidst om Mig, vil du gennem Min nåde overkomme alle
de forhindringer, der er forbundet med betinget liv. Hvis du der i mod
ikke arbejder i en sådan bevidsthed, men handler gennem det falske ego
uden at lytte til Mig, vil du blive fortabt. (Bg 18.58)