Jahnu
2019-06-16 03:43:57 UTC
Nogle gange? Livet bliver altid kedeligt.
Sædvanligvis efterstræber man en retning i livet, der gør en glad og
tilfreds. Min erfaring er dog, at ligegyldigt hvad man eftertræber, og
så opnår, så ender det altid med at blive kedeligt.
Da jeg var ung, var det eneste, jeg efterstræbte med stor iver, sex,
drugs and rocknroll. Jeg var god i skolen, men efter real-eksamen, et
års udveksling i USA, så tilbage og et år på HF, droppede jeg ud. Jeg
kunne simpelthen ikke se nogen mening med en højere uddannelse.
Det enste, jeg havde lyst til, var at bliver trommeslager i et rock
band.
Nå, men så mødte jeg Hare Krishnaerne, og for første gang i mit fandt
jeg noget, der var værd at efterstræbe, noget jeg virkelig kunne gå op
i - noget, der ikke bare endte med sygdom, alderdom og død.
Og det vidunderlige ved det var, at jo mere jeg efterstræbte Krishna,
jo mere interessant og elskelig blev Krishna. Krishna er lissom uden
ende.
Alt andet, jeg havde prøvet - sansetilfredsstillelse - det endte altid
med at blive kedeligt. Selv sex bliver kedeligt, hvis man får nok af
det. Folk er som gale efter sex, men så snart man har scoret, så er
det allerede er overstået. Og så kan man bare sidde og vente på at
blive trængende igen. Som fx. at spise eller gå på tolittet. Det er
som enhver anden kropslig fornødenhed, og bagefter, når man er færdig,
kunne det ligeså godt have været en drøm.
Som et godt måltid mad fx. - hvor mange har ikke man spist sig helt i
sænk, og lovet sig selv - aldrig mere? Eller efter sex? Man vil bare
væk derfra.
Men sådan er det ikke med Krishna. Krishna bliver bare bedre og bedre.
Det er et demonstrerbart faktum. Man blive ganske enkelt en mere glad
og tilfreds person med Krishna i sit liv. Krishna bliver aldrig
kedelig
Det eneste, man behøver at gøre, er at indgå i processen -
bhakti-yoga.
Krishna siger:
O lærde Uddhava, de, der fixerer deres bevidsthed på Mig, idet de
opgiver alle materielle ønsker, deler sammen med Mig en glæde, som
umuligt kan opleves af dem, der er beskæftiget med
sansetilfredsstillelse.
--Srimad Bhagavatam 11.14.12
Sædvanligvis efterstræber man en retning i livet, der gør en glad og
tilfreds. Min erfaring er dog, at ligegyldigt hvad man eftertræber, og
så opnår, så ender det altid med at blive kedeligt.
Da jeg var ung, var det eneste, jeg efterstræbte med stor iver, sex,
drugs and rocknroll. Jeg var god i skolen, men efter real-eksamen, et
års udveksling i USA, så tilbage og et år på HF, droppede jeg ud. Jeg
kunne simpelthen ikke se nogen mening med en højere uddannelse.
Det enste, jeg havde lyst til, var at bliver trommeslager i et rock
band.
Nå, men så mødte jeg Hare Krishnaerne, og for første gang i mit fandt
jeg noget, der var værd at efterstræbe, noget jeg virkelig kunne gå op
i - noget, der ikke bare endte med sygdom, alderdom og død.
Og det vidunderlige ved det var, at jo mere jeg efterstræbte Krishna,
jo mere interessant og elskelig blev Krishna. Krishna er lissom uden
ende.
Alt andet, jeg havde prøvet - sansetilfredsstillelse - det endte altid
med at blive kedeligt. Selv sex bliver kedeligt, hvis man får nok af
det. Folk er som gale efter sex, men så snart man har scoret, så er
det allerede er overstået. Og så kan man bare sidde og vente på at
blive trængende igen. Som fx. at spise eller gå på tolittet. Det er
som enhver anden kropslig fornødenhed, og bagefter, når man er færdig,
kunne det ligeså godt have været en drøm.
Som et godt måltid mad fx. - hvor mange har ikke man spist sig helt i
sænk, og lovet sig selv - aldrig mere? Eller efter sex? Man vil bare
væk derfra.
Men sådan er det ikke med Krishna. Krishna bliver bare bedre og bedre.
Det er et demonstrerbart faktum. Man blive ganske enkelt en mere glad
og tilfreds person med Krishna i sit liv. Krishna bliver aldrig
kedelig
Det eneste, man behøver at gøre, er at indgå i processen -
bhakti-yoga.
Krishna siger:
O lærde Uddhava, de, der fixerer deres bevidsthed på Mig, idet de
opgiver alle materielle ønsker, deler sammen med Mig en glæde, som
umuligt kan opleves af dem, der er beskæftiget med
sansetilfredsstillelse.
--Srimad Bhagavatam 11.14.12