Jahnu
2019-05-31 07:05:28 UTC
Da jeg var ung ude på Amager, det værste bandeor, man kunne sige, var,
kraftedeme. Hvis man var rigtig rå, sagde man kraftædeme.
Og det er jo et latterligt bandeord. Man be'r om at blive ædt af
cancer. Hallo! hvor smart er det lige at påkalde forbandelse over sig
selv?
Nu, hvor jeg er kommet op i alderen, kan jeg ikke andet end at
irriteres over den forengskling af den danske sprog, der stille og
roligt er blevet til daglig tale - fuck, shit osv.
Hvad er der galt med pis, snot, savl, forbandet og forpulet?
Sikke da en gang snot, lyder da ret fedt. Hvad fanden er det for noget
savl at komme med?
Din forpulede rakkerknægt, kunne man sige til sin søn i stedet for din
fucking smartass :D
Der er ingen som helst grund til at skifte fine danske ord ud med
engelske, andet end at man vil spille smart. Jeg kan bare ikke se det
smarte i fuck.
Jeg er aldrig blevet korporligt afstraffet, men min mor kunne finde på
at skrige mig ind i hovedet- nu skal jeg kraftedeme fortælle dig
noget, min dreng.
Så vidste jeg, det var tid til at høre efter.
En indvendig, man ofte hører fra ateister, er, at en almægtig Gud
ville aldrig have skabt en verden, der er fuld af lidelse og
elendighed. Sagen er, at der allerede eksisterer en perfekt verden
uden lidelse. Det er den åndelige verden, hvor Krishna leger sammen
med sine hengivne i evig viden og lyksalighed.
Den materielle verden er et fængsel for de rebelske sjæle, der har
vendt sig bort fra Gud. Det er samtidigt en verden, hvor de rebelske
sjæle kan forsøge at imitere Krishnas position som den højeste nyder
og den højeste hersker.
Der er også de himmelske planeter, hvor der ingen alderdom og sygdom
er, men efter endt nydelse i millioner af år, falder man igen tilbage
til det jordiske plan. Det eneste evige plan er den åndelige verden.
Så himmelen er en del af den materielle verden. Den materielle verden
er en dualitet af himmel og helvede.
Grunden til, at den materielle verden grundliggende er et sted fuld af
lidelse, er fordi, hvis den ikke var det, ville ingen få øjnene op
for, at det måske var en ide at vende tilbage til Krishna. Eftersom
Krishna er kærlig og venlig og ønsker at udveksle kærlighed med sine
partikler, vil Han gerne have, at de kommer tilbage til Ham. Den
materielle verden er derfor et fængsel beregnet til at irettesætte de
sjæle, der har vendt sig bort fra Gud.
På den anden side vil Krishna heller ikke tvinge sig selv på dem, der
ikke ønsker at have noget med Ham at gøre. Det er derfor Han aldrig
åbenbarer sig for folk med en ateistisk mentalitet. For enhver med
intelligensen intakt er hele verden og livet bevis på ID.
Men som sagt, hvis vi er trætte af lidelsen i den materielle verden,
kan vo jo bare vende tilbage til Krishna, eller i det mindste lære at
opføre os ordenligt, så vi ikke lider så meget. En ting, vi kan være
helt stensikre på, er, at hvis vi lider i denne verden, har vi kun os
selv at takke. Men det er typisk for ateister - de vi gerne tage æren
for alt det gode i verden, men det dårlige skylder de på Gud.
Det er jo så himmelråbende åndsvagt at anvende det faktum, at der er
lidelse i verden, til at benægte en almægtig, kærlig Gud. Man kunne
med lige så megen logik hævde at det faktum, at der er kærlighed og
skønhed til i verden, betyder, at der er en god og kærlig Gud.
Som ateist er man helt afskåret fra at kunne definere noget som helst.
Det eneste, de har som reference punkt, er den ide om kærlighed, de er
blevet indpodet af den Coca-cola kultur, de er produkter af, eller de
fabrikerer deres helt egne opfattelser af kærlighed. Men det har ikke
nødvendigvis noget med virkelig kærlighed at gøre. Hvis der ingen Gud
er til at definere tingene for os, bliver begreber og ting intet andet
end det, vi gør dem til. Man kan have sin mening om, hvad kærlighed
er, men andre kan have en hel anden mening. Som ateist er man således
dømt til relativitetens verden. Ikke desto mindre har de meget travlt
med at forsøge at stadfæste deres Hollywoodsnot som absolutte,
ophøjede, uangribelige sandheder.
Krishna siger:
Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden
er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død
finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere
blive født. (Bg. 8.16)
kraftedeme. Hvis man var rigtig rå, sagde man kraftædeme.
Og det er jo et latterligt bandeord. Man be'r om at blive ædt af
cancer. Hallo! hvor smart er det lige at påkalde forbandelse over sig
selv?
Nu, hvor jeg er kommet op i alderen, kan jeg ikke andet end at
irriteres over den forengskling af den danske sprog, der stille og
roligt er blevet til daglig tale - fuck, shit osv.
Hvad er der galt med pis, snot, savl, forbandet og forpulet?
Sikke da en gang snot, lyder da ret fedt. Hvad fanden er det for noget
savl at komme med?
Din forpulede rakkerknægt, kunne man sige til sin søn i stedet for din
fucking smartass :D
Der er ingen som helst grund til at skifte fine danske ord ud med
engelske, andet end at man vil spille smart. Jeg kan bare ikke se det
smarte i fuck.
Jeg er aldrig blevet korporligt afstraffet, men min mor kunne finde på
at skrige mig ind i hovedet- nu skal jeg kraftedeme fortælle dig
noget, min dreng.
Så vidste jeg, det var tid til at høre efter.
En indvendig, man ofte hører fra ateister, er, at en almægtig Gud
ville aldrig have skabt en verden, der er fuld af lidelse og
elendighed. Sagen er, at der allerede eksisterer en perfekt verden
uden lidelse. Det er den åndelige verden, hvor Krishna leger sammen
med sine hengivne i evig viden og lyksalighed.
Den materielle verden er et fængsel for de rebelske sjæle, der har
vendt sig bort fra Gud. Det er samtidigt en verden, hvor de rebelske
sjæle kan forsøge at imitere Krishnas position som den højeste nyder
og den højeste hersker.
Der er også de himmelske planeter, hvor der ingen alderdom og sygdom
er, men efter endt nydelse i millioner af år, falder man igen tilbage
til det jordiske plan. Det eneste evige plan er den åndelige verden.
Så himmelen er en del af den materielle verden. Den materielle verden
er en dualitet af himmel og helvede.
Grunden til, at den materielle verden grundliggende er et sted fuld af
lidelse, er fordi, hvis den ikke var det, ville ingen få øjnene op
for, at det måske var en ide at vende tilbage til Krishna. Eftersom
Krishna er kærlig og venlig og ønsker at udveksle kærlighed med sine
partikler, vil Han gerne have, at de kommer tilbage til Ham. Den
materielle verden er derfor et fængsel beregnet til at irettesætte de
sjæle, der har vendt sig bort fra Gud.
På den anden side vil Krishna heller ikke tvinge sig selv på dem, der
ikke ønsker at have noget med Ham at gøre. Det er derfor Han aldrig
åbenbarer sig for folk med en ateistisk mentalitet. For enhver med
intelligensen intakt er hele verden og livet bevis på ID.
Men som sagt, hvis vi er trætte af lidelsen i den materielle verden,
kan vo jo bare vende tilbage til Krishna, eller i det mindste lære at
opføre os ordenligt, så vi ikke lider så meget. En ting, vi kan være
helt stensikre på, er, at hvis vi lider i denne verden, har vi kun os
selv at takke. Men det er typisk for ateister - de vi gerne tage æren
for alt det gode i verden, men det dårlige skylder de på Gud.
Det er jo så himmelråbende åndsvagt at anvende det faktum, at der er
lidelse i verden, til at benægte en almægtig, kærlig Gud. Man kunne
med lige så megen logik hævde at det faktum, at der er kærlighed og
skønhed til i verden, betyder, at der er en god og kærlig Gud.
Som ateist er man helt afskåret fra at kunne definere noget som helst.
Det eneste, de har som reference punkt, er den ide om kærlighed, de er
blevet indpodet af den Coca-cola kultur, de er produkter af, eller de
fabrikerer deres helt egne opfattelser af kærlighed. Men det har ikke
nødvendigvis noget med virkelig kærlighed at gøre. Hvis der ingen Gud
er til at definere tingene for os, bliver begreber og ting intet andet
end det, vi gør dem til. Man kan have sin mening om, hvad kærlighed
er, men andre kan have en hel anden mening. Som ateist er man således
dømt til relativitetens verden. Ikke desto mindre har de meget travlt
med at forsøge at stadfæste deres Hollywoodsnot som absolutte,
ophøjede, uangribelige sandheder.
Krishna siger:
Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden
er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død
finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere
blive født. (Bg. 8.16)