Jahnu
2019-06-26 07:36:37 UTC
Efter at have levet i den materielle verden i lang, lang tid begynder
man at forstå, at man ikke hører hjemme her. Efterhånden som man
bliver ældre, går det op for en, at alting uden undtagelse ender i
sorg, elendighed og frustration. Selv hvis man nyder livet i
allerhøjeste grad, vil sygdom, alderdom og død altid ramme en til
sidst.
Dette ville være en deprimerende erkendelse, hvis der ikke var noget
positivt alternativ. Men det er der. Når man føjer Krishna til sit liv
og begynder at praktisere hengiven tjeneste til Ham, så bliver alle
disse andre ting - familie, venner, samfund og alle ens elskede - lige
så betydningsfulde som efterårs vindens raslen i bladene, for den
sikkerhed og lyksalighed, man opdager i Krishnas tjeneste, får alt
andet til at blegne i sammenligning.
-- men, men det er taberagtigt og uforsvarligt...
Det er dog lige modsat - at overgive sig til sygdom, alderdom og
død... at bortforklare det ved at sige - det kan vi ikke gøre noget
ved alligevel - når Gud selv forsikrer os, at det er muligt at slippe
ud af oceanet af fødsel - se, DET taberagtigt og uforsvarligt.
Det er taberagtigt, fordi man overgiver sig til naturens kræfter, og
det er uforsvarligt fordi menneskelivet er en enestående chance for at
bryde ud af samsara - det endeløse kredsløb af fødsel og død. At ikke
drage fordel af den sjældne mulighed, som menneskelivet tilbyder os,
er uforsvarligt og taberagtigt.
-- men, men hvem vil tage sig af familien, hvis alle bare vandrer
bort, klæder sig i lagner og messer mantra'er?
Familien? For det første, det ene udelukker ikke det andet. At
engagere sig selv i Krishnas tjeneste betyder ikke, at man ikke
længere kan tage sig af sin familie. Man kan faktisk tage sig bedre af
sin familie, det er bare ikke længere livets yderste mål. Og for det
andet, alle i den materielle verden, tager sig af deres familier.
Myrer, kakkelakker, katte, hunde og køer tager sig af deres familier.
Familie ansvarlighed foregår i enhver livsform. Men i den moderne
kultur bliver familien hyldet som et eller andet nobelt, uangribeligt,
helligt princip - det yderste mål i livet, som man må overgive sig til
uanset hvad. Familien er blevet til Gud.
Faktum er dog, at hvis mennesket bare er en livsform der senest er
sprunget ud evolutionshjulet, så er der ikke noget mere udsøgt eller
nobelt ved en mor der skubber sin baby ned af Vesterbrogade i en
klapvogn end en myre der bærer æg hjem til tuen.
Krishna siger derfor:
Forsøg blot at lære sandheden at kende ved at nærme dig en åndelig
mester. Udspørg ham i ydmyghed og tilbyd ham din tjeneste. De
selv-realiserede sjæle kan videregive viden til dig, for de har set
sandheden. (Bg. 4.34)
Ved at modtage virkelig viden fra en selv-realiseret sjæl vil du
aldrig mere blive vildledt af illusion, for gennem denne viden vil du
forstå, at alle levende væsener ikke er andet end dele af den Højeste,
eller at de med andre ord er Mine. (Bg. 4.35)
Selvom du anses for den mest syndefulde af syndere, vil du, når du
befinder dig i denne båd af transcendental viden, blive i stand til at
krydse over elendighedernes ocean. (Bg. 4.36)
Ligesom den flammende ild forvandler brænde til aske, oh Arjuna,
brænder kundskabens ild alle karmiske reaktioner til aske. (Bg. 4.37)
I denne verden er der intet så ophøjet og rent som åndelige viden.
Sådan viden er den modne frugt af al mystisisme, og den, der er blevet
velbevandret i udførelsen af hengiven tjeneste, vil med tiden nyde
denne viden indeni sig selv. (Bg. 4.38)
En trofast person hengiven til åndelig viden, og som overvinder sine
sanser, er egnet til at modtage sådan viden, og når han har modtaget
den, opnår han hurtigt den højeste åndelige fred. (Bg. 4.39)
Men de uvidende og troløse, der tvivler på de åbenbarede skrifter, kan
ikke opnå Gudsbevidsthed; de falder ned. For den tvivlende sjæl findes
der hverken lykke i denne verden eller den næste. (Bg. 4.40)
man at forstå, at man ikke hører hjemme her. Efterhånden som man
bliver ældre, går det op for en, at alting uden undtagelse ender i
sorg, elendighed og frustration. Selv hvis man nyder livet i
allerhøjeste grad, vil sygdom, alderdom og død altid ramme en til
sidst.
Dette ville være en deprimerende erkendelse, hvis der ikke var noget
positivt alternativ. Men det er der. Når man føjer Krishna til sit liv
og begynder at praktisere hengiven tjeneste til Ham, så bliver alle
disse andre ting - familie, venner, samfund og alle ens elskede - lige
så betydningsfulde som efterårs vindens raslen i bladene, for den
sikkerhed og lyksalighed, man opdager i Krishnas tjeneste, får alt
andet til at blegne i sammenligning.
-- men, men det er taberagtigt og uforsvarligt...
Det er dog lige modsat - at overgive sig til sygdom, alderdom og
død... at bortforklare det ved at sige - det kan vi ikke gøre noget
ved alligevel - når Gud selv forsikrer os, at det er muligt at slippe
ud af oceanet af fødsel - se, DET taberagtigt og uforsvarligt.
Det er taberagtigt, fordi man overgiver sig til naturens kræfter, og
det er uforsvarligt fordi menneskelivet er en enestående chance for at
bryde ud af samsara - det endeløse kredsløb af fødsel og død. At ikke
drage fordel af den sjældne mulighed, som menneskelivet tilbyder os,
er uforsvarligt og taberagtigt.
-- men, men hvem vil tage sig af familien, hvis alle bare vandrer
bort, klæder sig i lagner og messer mantra'er?
Familien? For det første, det ene udelukker ikke det andet. At
engagere sig selv i Krishnas tjeneste betyder ikke, at man ikke
længere kan tage sig af sin familie. Man kan faktisk tage sig bedre af
sin familie, det er bare ikke længere livets yderste mål. Og for det
andet, alle i den materielle verden, tager sig af deres familier.
Myrer, kakkelakker, katte, hunde og køer tager sig af deres familier.
Familie ansvarlighed foregår i enhver livsform. Men i den moderne
kultur bliver familien hyldet som et eller andet nobelt, uangribeligt,
helligt princip - det yderste mål i livet, som man må overgive sig til
uanset hvad. Familien er blevet til Gud.
Faktum er dog, at hvis mennesket bare er en livsform der senest er
sprunget ud evolutionshjulet, så er der ikke noget mere udsøgt eller
nobelt ved en mor der skubber sin baby ned af Vesterbrogade i en
klapvogn end en myre der bærer æg hjem til tuen.
Krishna siger derfor:
Forsøg blot at lære sandheden at kende ved at nærme dig en åndelig
mester. Udspørg ham i ydmyghed og tilbyd ham din tjeneste. De
selv-realiserede sjæle kan videregive viden til dig, for de har set
sandheden. (Bg. 4.34)
Ved at modtage virkelig viden fra en selv-realiseret sjæl vil du
aldrig mere blive vildledt af illusion, for gennem denne viden vil du
forstå, at alle levende væsener ikke er andet end dele af den Højeste,
eller at de med andre ord er Mine. (Bg. 4.35)
Selvom du anses for den mest syndefulde af syndere, vil du, når du
befinder dig i denne båd af transcendental viden, blive i stand til at
krydse over elendighedernes ocean. (Bg. 4.36)
Ligesom den flammende ild forvandler brænde til aske, oh Arjuna,
brænder kundskabens ild alle karmiske reaktioner til aske. (Bg. 4.37)
I denne verden er der intet så ophøjet og rent som åndelige viden.
Sådan viden er den modne frugt af al mystisisme, og den, der er blevet
velbevandret i udførelsen af hengiven tjeneste, vil med tiden nyde
denne viden indeni sig selv. (Bg. 4.38)
En trofast person hengiven til åndelig viden, og som overvinder sine
sanser, er egnet til at modtage sådan viden, og når han har modtaget
den, opnår han hurtigt den højeste åndelige fred. (Bg. 4.39)
Men de uvidende og troløse, der tvivler på de åbenbarede skrifter, kan
ikke opnå Gudsbevidsthed; de falder ned. For den tvivlende sjæl findes
der hverken lykke i denne verden eller den næste. (Bg. 4.40)