Jahnu
2019-04-10 01:53:02 UTC
Man kan håntere sin videbegærlighed ved at sætte sig ind i Vedisk
viden. Vedaerne udgør verdens ældste og mest omfattende samling af
viden i verden.
Ordet veda betyder viden. Vedaerne udgøres af mange tusinde bøger.
Der er videnskabelige afdelinger af Vedaerne, der omhandler matematik,
astronomi, geometri, helse, medicin, militærvidenskab osv. Det er fx.
fra Vedaerne, at vi har tallet 0 og titalssystemet, uden hvilke, der
ikke var noget, der hed moderne matematik.
Der er lovbøger, der handler om verdslig etik og moral, og hvordan man
skal handle i verden for at minimere sin lidelse og maximere sin
nydelse.
Dernæst er der de filosofiske, religiøse og eksistentielle afdelinger
af Vedaerne. Her behandles de eksistentielle, metafysiske og
teologiske spørgsmål i tilværelsen.
Essensen af Vedisk viden er at finde i Bhagavad Gita. Bhagavad Gita
beskriver forskellige mennesketyper i forhold til naturens tre
kvaliteter, og gennem hvilke man kan evaluere sig selv.
Bhagavad Gita beskriver hvordan, man kan overkomme alle former for
mental og eksistentiel angst ved at se sig selv som et evigt væsen, en
sjæl, frem for at se sig selv en forgængelig krop. Bhagavad Gita
beskriver hvordan man bliver lykkelig ved at overgive sig til Krishna.
Alt dette er noget, man kan undersøge og verificere rigtigheden af.
Det, man ikke umiddelbart kan verificere rigtigheden af, er Vedaernes
udtalelser om universer, planeter og stjerner. Men fordi jeg kan se,
at de andre ting, der beskrives, er sande, fx. gennem at opleve en
højere lykke ved at meditere på Krishnas navn, så kan man have tillid
til at beskrivelserne af de ting, som jeg ikke direkte kan få
bekræftiget gennem empirisk observation, ikke desto mindre forholder
sig sådan.
Personligt kan jeg se, at Vedaerne beskriver en verden, der er helt i
overensstemmelse med, hvad jeg selv kan observere. Det gør
naturvidenskaben ikke. Det, naturvidenskaben påstår - at alting er
materielle vekselvikninger af atomer og molekyler - kan jeg ikke få
bekræftet gennem direkte, sanselig opfattelse.
Naturvidenskaben har sandelig givet mig teknologi, men ikke alverdens
teknologi kan gøre mig til et mere lykkeligt, tilfreds og helt
menneske. Tværtimod, naturvidenskaben siger intet sige om det, der
virkeligt er vigtigt i tilværelsen, nemlig min opfattelse af den. Det
er her, Vedaerne kommer ind.
I Bhagavad Gita kalder Krishna det for videnskaben om
selv-realisation. I den empiriske videnskab bruger man sin bevidsthed
til at undersøge og studere materien, dvs. det der ligger uden for en
selv. I den åndelige videnskab, som Vedaerne beskriver, anvender man
sin bevidsthed til at undersøge og studere sin bevidsthed og sit sind.
Det er forskellen på åndelig og manteriel videnskab. I den materielle
videnskab studerer man materien, i den åndelige videnskab studerer man
bevidsthed.
Vi er vokset op i en Coca-cola kultur, hvor vi bliver bildt ind, at
videnskab udelukkende drejer sig om empisriske undersøgelser af
materielle objekter. Men den selv-realisations metode, der beskrives i
Bhagavad Gita, er også en videnskab, dvs. det er en kundskab, der kan
efterprøves og verificeres. Men man bliver nødt til at anvende sig
selv (sin egen bevidsthed) som studie objekt.
I dag er det tydeligt, at naturvidenskaben er blevet et til redskab
for ateister til at bortforklare Gud og en højere mening med
tilværelsen. Det er ikke naturvidenskabens fejl, det er ateismens
fejl. Den grundligggende fejl ved ateismen er, at den blokerer for
menneskets evne til at realisere sit højere potentiale. Ateisme
reducerer mennesket til et dyr, der blot lever for at spise, sove,
parre sig og forsvare sig. Derfor er ateismen dårligt for mennesket.
Ateismen er symbolet på uvidenhed, og uvidenhed er menneskets fjende.
Krishna siger:
De, der således er forvirrede, tiltrækkes af dæmoniske og ateistiske
anskuelser. I denne vildledte tilstand, bliver alle deres håb om
befrielse, deres frugtstræbende handlinger, og deres udvikling af
viden altsammen forpurrede. (Bg. 9.12)
viden. Vedaerne udgør verdens ældste og mest omfattende samling af
viden i verden.
Ordet veda betyder viden. Vedaerne udgøres af mange tusinde bøger.
Der er videnskabelige afdelinger af Vedaerne, der omhandler matematik,
astronomi, geometri, helse, medicin, militærvidenskab osv. Det er fx.
fra Vedaerne, at vi har tallet 0 og titalssystemet, uden hvilke, der
ikke var noget, der hed moderne matematik.
Der er lovbøger, der handler om verdslig etik og moral, og hvordan man
skal handle i verden for at minimere sin lidelse og maximere sin
nydelse.
Dernæst er der de filosofiske, religiøse og eksistentielle afdelinger
af Vedaerne. Her behandles de eksistentielle, metafysiske og
teologiske spørgsmål i tilværelsen.
Essensen af Vedisk viden er at finde i Bhagavad Gita. Bhagavad Gita
beskriver forskellige mennesketyper i forhold til naturens tre
kvaliteter, og gennem hvilke man kan evaluere sig selv.
Bhagavad Gita beskriver hvordan, man kan overkomme alle former for
mental og eksistentiel angst ved at se sig selv som et evigt væsen, en
sjæl, frem for at se sig selv en forgængelig krop. Bhagavad Gita
beskriver hvordan man bliver lykkelig ved at overgive sig til Krishna.
Alt dette er noget, man kan undersøge og verificere rigtigheden af.
Det, man ikke umiddelbart kan verificere rigtigheden af, er Vedaernes
udtalelser om universer, planeter og stjerner. Men fordi jeg kan se,
at de andre ting, der beskrives, er sande, fx. gennem at opleve en
højere lykke ved at meditere på Krishnas navn, så kan man have tillid
til at beskrivelserne af de ting, som jeg ikke direkte kan få
bekræftiget gennem empirisk observation, ikke desto mindre forholder
sig sådan.
Personligt kan jeg se, at Vedaerne beskriver en verden, der er helt i
overensstemmelse med, hvad jeg selv kan observere. Det gør
naturvidenskaben ikke. Det, naturvidenskaben påstår - at alting er
materielle vekselvikninger af atomer og molekyler - kan jeg ikke få
bekræftet gennem direkte, sanselig opfattelse.
Naturvidenskaben har sandelig givet mig teknologi, men ikke alverdens
teknologi kan gøre mig til et mere lykkeligt, tilfreds og helt
menneske. Tværtimod, naturvidenskaben siger intet sige om det, der
virkeligt er vigtigt i tilværelsen, nemlig min opfattelse af den. Det
er her, Vedaerne kommer ind.
I Bhagavad Gita kalder Krishna det for videnskaben om
selv-realisation. I den empiriske videnskab bruger man sin bevidsthed
til at undersøge og studere materien, dvs. det der ligger uden for en
selv. I den åndelige videnskab, som Vedaerne beskriver, anvender man
sin bevidsthed til at undersøge og studere sin bevidsthed og sit sind.
Det er forskellen på åndelig og manteriel videnskab. I den materielle
videnskab studerer man materien, i den åndelige videnskab studerer man
bevidsthed.
Vi er vokset op i en Coca-cola kultur, hvor vi bliver bildt ind, at
videnskab udelukkende drejer sig om empisriske undersøgelser af
materielle objekter. Men den selv-realisations metode, der beskrives i
Bhagavad Gita, er også en videnskab, dvs. det er en kundskab, der kan
efterprøves og verificeres. Men man bliver nødt til at anvende sig
selv (sin egen bevidsthed) som studie objekt.
I dag er det tydeligt, at naturvidenskaben er blevet et til redskab
for ateister til at bortforklare Gud og en højere mening med
tilværelsen. Det er ikke naturvidenskabens fejl, det er ateismens
fejl. Den grundligggende fejl ved ateismen er, at den blokerer for
menneskets evne til at realisere sit højere potentiale. Ateisme
reducerer mennesket til et dyr, der blot lever for at spise, sove,
parre sig og forsvare sig. Derfor er ateismen dårligt for mennesket.
Ateismen er symbolet på uvidenhed, og uvidenhed er menneskets fjende.
Krishna siger:
De, der således er forvirrede, tiltrækkes af dæmoniske og ateistiske
anskuelser. I denne vildledte tilstand, bliver alle deres håb om
befrielse, deres frugtstræbende handlinger, og deres udvikling af
viden altsammen forpurrede. (Bg. 9.12)