Jahnu
2019-05-23 03:53:04 UTC
Ved at finde glæden i sig selv. Ved at finde den glæde, der findes i
sjælen, kan man bevare glæden i livet, selv under de værste kropslige
og mentale modgange.
Sjælen er en atomisk gnist af Guds bevidsthed, og Guds bevidsthed
består af evig viden og lyksalighed, så vi er i virkeligheden evige
partikler af viden og lyksalighed.
Normalt finder vi kun glæde i kroppen og sindet, men den glæde er op
og ned , den afbrydes altid og uden undtagelse af lidelse. Men
eftersom vi ikke er kroppen og sindet men det evige selv indeni, kan
vi ved at forstå vores virkelige identitet som sjæl, hæve os over
kropslig og mental lidelse og selv under svære kropslige og mentale
omstændigheder bevare den indre lykke.
Det er et spørgsmål om selvreaisation, at forstå ens virkelige selv.
Når ens virkelige identitet realiseres, bliver vi etableret i vores
naturlige, evige tilstand af kundskab og lykke.
Dette er ikke en tro men en videnskab, der kan efterprøves og
bekræftes.
Krishna siger:
De levende væsener i den materielle verden er Mine evige
fragmentariske dele. Som følge af deres betingede liv, kæmper de en
hård kamp med de seks sanser, sindet indbefattet.
Det levende væsen i den materielle verden bærer sine forskellige
livsopfattelser med sig fra krop til krop, ligesom vinden bærer en
duft. Således påtager han sig den ene krop efter den anden.
Det levende væsen, der således får tildelt en ny grov krop, erhverver
sig en særlig slags ører, øjne, tunge, næse og følesans, hvilke
grupperer sig omkring sindet. På den måde nyder han en særlig samling
sanseobjekter.
Tåber fatter ikke, hvordan et levende væsen forlader sin krop, og de
fatter heller ikke, hvilken slags krop han nyder under fortryllelse
fra naturens kvaliteter. Men med kundskabens øjne kan man se alt
dette.
En stræbende transcendentalist, der er selvrealiseret, kan se det hele
klart. Men de, hvis sind ikke er udviklede, som ikke er forankrede i
selvrealisation, fatter ikke, hvad der foregår, end ikke selvom de
forsøger.
Solens stråler, der forjager mørket fra hele denne verden, kommer fra
Mig. Månens stråler og glansen fra ild kommer ogs fra Mig.
Jeg træder ind i hver planet, og gennem Min energi bliver de i deres
baner. Jeg bliver til månen, og tilfører derved alle grøntsager deres
livssaft.
Jeg er fordøjelsesilden indeni kroppen på alle levende væsener, og Jeg
bliver den udadgående og indadgående livsluft for at fordøje de fire
slags fødevarer.
Jeg befinder Mig i hjertet på enhver, og fra Mig kommer hukommelse,
viden og forglemmelse. I alle Vedaerne er det Mig, der skal kendes.
Jeg er den virkelige forfatter af Vedanta, og Jeg er den, der kender
Vedaerne.
Der findes to slags levende væsener, de fejlbarlige og de
ufejlbarlige. I den materielle verden er alle levende væsener
fejlbarlige, og i den åndelige verden er de alle sammen ufejlbarlige.
Foruden de to er der den mægtigste person, den Højeste Sjæl, den
uforgængelige Herre selv, der er trådt i de tre verdener for at
opretholde dem.
Eftersom Jeg er hævet over både de fejlbarlige og de ufejlbarlige, og
fordi Jeg er den mægtigste, prises Jeg i begge verdener såvel som i
Vedaerne som den Højeste Person.
Den, der uden at tvivle kender Mig som den Højeste Personlige Guddom,
ved alting. Derfor beskæftiger han sig fuldstændigt i hengiven
tjeneste til Mig, O Bharatas søn.
O du syndfrie, dette er den mest fortrolige del af de vediske
skrifter, og den bliver nu åbenbaret af Mig. Den, der forstår dette,
vil blive viis, og han vil nå fuldkommenhed i sine bestræbelser.
Bhagavad Gita 15. 7-20)
sjælen, kan man bevare glæden i livet, selv under de værste kropslige
og mentale modgange.
Sjælen er en atomisk gnist af Guds bevidsthed, og Guds bevidsthed
består af evig viden og lyksalighed, så vi er i virkeligheden evige
partikler af viden og lyksalighed.
Normalt finder vi kun glæde i kroppen og sindet, men den glæde er op
og ned , den afbrydes altid og uden undtagelse af lidelse. Men
eftersom vi ikke er kroppen og sindet men det evige selv indeni, kan
vi ved at forstå vores virkelige identitet som sjæl, hæve os over
kropslig og mental lidelse og selv under svære kropslige og mentale
omstændigheder bevare den indre lykke.
Det er et spørgsmål om selvreaisation, at forstå ens virkelige selv.
Når ens virkelige identitet realiseres, bliver vi etableret i vores
naturlige, evige tilstand af kundskab og lykke.
Dette er ikke en tro men en videnskab, der kan efterprøves og
bekræftes.
Krishna siger:
De levende væsener i den materielle verden er Mine evige
fragmentariske dele. Som følge af deres betingede liv, kæmper de en
hård kamp med de seks sanser, sindet indbefattet.
Det levende væsen i den materielle verden bærer sine forskellige
livsopfattelser med sig fra krop til krop, ligesom vinden bærer en
duft. Således påtager han sig den ene krop efter den anden.
Det levende væsen, der således får tildelt en ny grov krop, erhverver
sig en særlig slags ører, øjne, tunge, næse og følesans, hvilke
grupperer sig omkring sindet. På den måde nyder han en særlig samling
sanseobjekter.
Tåber fatter ikke, hvordan et levende væsen forlader sin krop, og de
fatter heller ikke, hvilken slags krop han nyder under fortryllelse
fra naturens kvaliteter. Men med kundskabens øjne kan man se alt
dette.
En stræbende transcendentalist, der er selvrealiseret, kan se det hele
klart. Men de, hvis sind ikke er udviklede, som ikke er forankrede i
selvrealisation, fatter ikke, hvad der foregår, end ikke selvom de
forsøger.
Solens stråler, der forjager mørket fra hele denne verden, kommer fra
Mig. Månens stråler og glansen fra ild kommer ogs fra Mig.
Jeg træder ind i hver planet, og gennem Min energi bliver de i deres
baner. Jeg bliver til månen, og tilfører derved alle grøntsager deres
livssaft.
Jeg er fordøjelsesilden indeni kroppen på alle levende væsener, og Jeg
bliver den udadgående og indadgående livsluft for at fordøje de fire
slags fødevarer.
Jeg befinder Mig i hjertet på enhver, og fra Mig kommer hukommelse,
viden og forglemmelse. I alle Vedaerne er det Mig, der skal kendes.
Jeg er den virkelige forfatter af Vedanta, og Jeg er den, der kender
Vedaerne.
Der findes to slags levende væsener, de fejlbarlige og de
ufejlbarlige. I den materielle verden er alle levende væsener
fejlbarlige, og i den åndelige verden er de alle sammen ufejlbarlige.
Foruden de to er der den mægtigste person, den Højeste Sjæl, den
uforgængelige Herre selv, der er trådt i de tre verdener for at
opretholde dem.
Eftersom Jeg er hævet over både de fejlbarlige og de ufejlbarlige, og
fordi Jeg er den mægtigste, prises Jeg i begge verdener såvel som i
Vedaerne som den Højeste Person.
Den, der uden at tvivle kender Mig som den Højeste Personlige Guddom,
ved alting. Derfor beskæftiger han sig fuldstændigt i hengiven
tjeneste til Mig, O Bharatas søn.
O du syndfrie, dette er den mest fortrolige del af de vediske
skrifter, og den bliver nu åbenbaret af Mig. Den, der forstår dette,
vil blive viis, og han vil nå fuldkommenhed i sine bestræbelser.
Bhagavad Gita 15. 7-20)