Post by Jan PedersenEn person har fået at vide han lider af en uhelbredelig kræftsygdom der vil
give ulidelige smerter, medføre vægttab og muskelsvind idet hele taget gøre
livet ubærligt for den ramte. En sådan person ville jeg tillade at forsøge
selvmord. Også folk der lider af rygerlunger der i løbet af 6mdr til 3-4 år
vil medføre en ubærlig tilværelse.
1) Bruge et par uger på at gøre mig særdeles upopulær hos alt og alle. Alle
skulle helst hade mig i min omgangskreds. Hermed har jeg sikret mig mod at
nogen vil opsøge mig i mit selvmordsforsøg og forsøge at forhindre det.
- Store doser nerve/sovemedicin + 1 flaske spiritus, der blandes op med
æblegrød. Alt sammen spises.
- Koncentreret nikotin (udvundet af cigaretter) sprøjtes ind i en blodåre.
Skal helst være et par gram.
- En plastikpose om hovedet. Der tapes fast med gaffatape så intet luft kan
slippe ind.
Det er mange der siger som dig, at "hvis jeg skulle få den eller den sygdom,
så tager jeg livet af mig, inden det bliver slemt!". Men i praksis viser det
sig, at folk der diagnosticeres med netop alvorlige uhelbrdelige sygdomme,
kæmper indædt til sidste dag og time for at få så meget liv som muligt, med.
Den livskvalitet man som sund og rask ikke regner for "værdig" og
kompromisløst er villig til at forkaste, ser man anderledes på, når det er
een selv der ligger der. Det er nok det samme som når folk på 17 siger at de
tager livet af sig inden de bliver 30, for når man er SÅ gammel som 30, så
er livet nok alligevel ikke værd at leve ;-)
Undersøgelser tyder på, at din holdning er en måde at fortrænge angsten for
sygdom og død, ved at sige til sig selv, at man "bare" vill vælge døden, så
man slipper for al det ubehagelige. På den måde bliver man på en måde immun
mod, at kunne blive ramt af kræft eller eller alvorlige handicap.
Bliver man rent faktisk syg eller oplever en nær person blive det, lærer man
empati og forståelsen for, at livskvalitet er et relativt begreb uden
mening. I dag kan det være, at kunne tage på skiferie hvert år. Om et år kan
det være at kunne gå på toilettet ved egen hjælp. Om 2 år kan det være at
opleve bare eet til forår eller måske bare een til solopgang - eller sidde
og holde sin elskedes hånd bare een nat mere, inden livet ebber ud.
Jeg har oplevet mange dø af alvorlige sygdomme med lange og smertefulde
forløb, men alligevel har jeg aldrig oplevet andre end raske mennesker med
din holdning. Selvmord i praksis, lader til at være konsekvensen af psykiske
sygelige tilstande eller depression - sjældent, eller aldrig, fysisk sygdom
alene. Og mange alvorligt syge eller handicappede mennesker oplever debatten
om døds"hjælp" som ekstremt ubehagelig og devalueringen af deres ret til
livet "på trods", som meget smertefuld.
Husk på, at nazisternes mord på jøder, homosexuelle, sigøjnere og andre
folkegrupper i gaskamrene faktisk startede allerede i 30'erne, nemlig med
aflivningen af tusinder kronisk syge, krigsinvalider, handcappede,
retarderede og nedslidte - alt sammen for at "skåne" dem for at skulle leve
denne "uværdige" tilværelse og for at spare samfundsudgiften med disse
ueffektive individer. En del af debatindlæggene idag kunne såmænd være
sakset ud af aviser og "forskningsrapporter" fra 30'ernes nazityskland og
det er både sørgeligt og stof til eftertanke.
Enhver der har arbejdet i sundhedsvæsnet med terminal (dødeligt syge)
patienter ved også hvad det betyder, når lægen "lige smertedækker lidt
ekstra" ved at sætte morfindosis op. Nemlig, groft sagt, "vi skærer lige
5-10 dages belægning af denne her seng væk, så den er ryddet til i morgen
aften". Og her er der ingen domstol, advokat eller appelmulighed for den
syge, som måske gerne ville have haft 5-6 klare dage ved fuld bevidsthed til
at tage afsked med sine pårørende og bringe sine affærer i orden, i stedet
for at glide væk i en bevidstløs morfindøs, med sin egen afføring smurt op
ad ryggen. Jeg ved i hvert fald godt hvad jeg ville foretrække - gør du?
Med venlig hilsen
Gainsbourg