Jahnu
2019-04-28 01:17:59 UTC
Lad mig fortælle jer lidt om, hvad man kan forvente, der vil ske på
dødstidspunktet, som det beskrives i Bhagavat Purana.
Hvis man har været meget god og from, så vil man, når man forlader din
krop, blive ført til de himmelske planeter og blive en halvgud. Der
vil man nyde sansenydelse i millioer af år, før man igen vil falde
tilbage til jorden og blive født som menneske.
På de himmelske planeter nyder man stort set som man gør på jorden -
sex, drugs and rock'nroll, men det foregår på et mere subtilt
(fintfysisk eller psykisk) plan. Astral-planet er det nogen, der
kalder det. Der er himmelske dansepiger og vidunderlige haver og
soma-drik (en intoxikerende drik, der forlænger livet), og musiken
leveres af gandharvaerne (en slags engle), der er de himmelske
musikere.
På de himmelske planeter er der ingen alderdom og sygdom og ingen
kropslige udskillelser. Men til slut dør man og falder tilbage til en
menneskelig krop.
Hvis man der imod har været meget ond og nederdrægtig vil man på
dødstidspunktet blive hentet af Yamadhutaerne (dødsguden Yamarajas
budbringere) og blive ført til de helvedesagtige planeter, hvor man
vil blive pint og plaget i hvad der føles som en evighed. Det sker
også på det subtile, astrale plan.
Så kort tid kan forkomme som meget lang tid - ligesom i en drøm. Efter
endt lidelse bliver man igen født på jorden, men ikke nødvendigvis fra
en menneskelig livmoder. Det kan være fra en hvilken som helst af
8.400.400 livsarter.
Hvis man bare har været et ganske almindeligt, nogenlunde anstændigt
menneske som folk er flest, hverken for god eller ond, vil man på
dødstidspunktet slukke. Man falder simpelthen i dyb søvn. 7 måneder
senere vågner man så op i en eller anden livmoder totalt snørret
sammen.
Foster tilstanden er yderst pinefuld, og man er ved fuld bevidsthed.
Man vil huske alt om, hvad man har gjort for at havne i den særlige
livmoder og få de forældre. Efter to måneder i dette helvede bliver
man mast ud af et hul, der er alt for lille og bliver født i total
shok og glemmer alting. Fostertilstanden beskrives detaljeret i
Bhagavat Purana.
Hvis man derimod har praktiseret åndeligt liv og tænker på Krishna ved
dødstidspunktet vil man vende tilbage til din oprindelige, evige
tilstand i den åndelige verden, eller man vil blive født på den planet
i det univers i den materielle verden, hvor Krishna har fremtrådt for
manifestere sine lege. Når det er slut, vil man sammen med Krishna
vende tilbage til den ådenlige verden.
Den åndelige verden består af ren bevidsthed - dvs. evighed, viden og
lyksalighed. Hvert eneste atom der er en sjæl i sin oprindelige rene,
åndelige tilstand. MAO, alting består af bevidsthed. Der hører sjælen
oprindeligt hjemme. Det er derfor, man aldrig kan blive fuldt tilfreds
i en fysisk/psykisk krop
Krishna siger:
Og hvem der end ved slutningen af sit liv forlader sin krop, idet han
kun tænker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der
ingen tvivl. (Bg. 8.5)
Hvilken tilstand man end ihukommer når man forlader kroppen, O Kuntis
søn, den tilstand vil man med sikkerhed opnå i det næste liv. (Bg.
8.6)
dødstidspunktet, som det beskrives i Bhagavat Purana.
Hvis man har været meget god og from, så vil man, når man forlader din
krop, blive ført til de himmelske planeter og blive en halvgud. Der
vil man nyde sansenydelse i millioer af år, før man igen vil falde
tilbage til jorden og blive født som menneske.
På de himmelske planeter nyder man stort set som man gør på jorden -
sex, drugs and rock'nroll, men det foregår på et mere subtilt
(fintfysisk eller psykisk) plan. Astral-planet er det nogen, der
kalder det. Der er himmelske dansepiger og vidunderlige haver og
soma-drik (en intoxikerende drik, der forlænger livet), og musiken
leveres af gandharvaerne (en slags engle), der er de himmelske
musikere.
På de himmelske planeter er der ingen alderdom og sygdom og ingen
kropslige udskillelser. Men til slut dør man og falder tilbage til en
menneskelig krop.
Hvis man der imod har været meget ond og nederdrægtig vil man på
dødstidspunktet blive hentet af Yamadhutaerne (dødsguden Yamarajas
budbringere) og blive ført til de helvedesagtige planeter, hvor man
vil blive pint og plaget i hvad der føles som en evighed. Det sker
også på det subtile, astrale plan.
Så kort tid kan forkomme som meget lang tid - ligesom i en drøm. Efter
endt lidelse bliver man igen født på jorden, men ikke nødvendigvis fra
en menneskelig livmoder. Det kan være fra en hvilken som helst af
8.400.400 livsarter.
Hvis man bare har været et ganske almindeligt, nogenlunde anstændigt
menneske som folk er flest, hverken for god eller ond, vil man på
dødstidspunktet slukke. Man falder simpelthen i dyb søvn. 7 måneder
senere vågner man så op i en eller anden livmoder totalt snørret
sammen.
Foster tilstanden er yderst pinefuld, og man er ved fuld bevidsthed.
Man vil huske alt om, hvad man har gjort for at havne i den særlige
livmoder og få de forældre. Efter to måneder i dette helvede bliver
man mast ud af et hul, der er alt for lille og bliver født i total
shok og glemmer alting. Fostertilstanden beskrives detaljeret i
Bhagavat Purana.
Hvis man derimod har praktiseret åndeligt liv og tænker på Krishna ved
dødstidspunktet vil man vende tilbage til din oprindelige, evige
tilstand i den åndelige verden, eller man vil blive født på den planet
i det univers i den materielle verden, hvor Krishna har fremtrådt for
manifestere sine lege. Når det er slut, vil man sammen med Krishna
vende tilbage til den ådenlige verden.
Den åndelige verden består af ren bevidsthed - dvs. evighed, viden og
lyksalighed. Hvert eneste atom der er en sjæl i sin oprindelige rene,
åndelige tilstand. MAO, alting består af bevidsthed. Der hører sjælen
oprindeligt hjemme. Det er derfor, man aldrig kan blive fuldt tilfreds
i en fysisk/psykisk krop
Krishna siger:
Og hvem der end ved slutningen af sit liv forlader sin krop, idet han
kun tænker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der
ingen tvivl. (Bg. 8.5)
Hvilken tilstand man end ihukommer når man forlader kroppen, O Kuntis
søn, den tilstand vil man med sikkerhed opnå i det næste liv. (Bg.
8.6)