I det 2-dimensionale koordinatsystem er der 2 basisvektorer (fordi der kun
skal 2 koordinater til at beskrive alle punkter i det 2-dimensionale rum)
I det 3-dimensionale koordinatsystem er der 3 basisvektorer fordi der kun
skal 3 koordinater til at beskrive alle punkter i det 3-dimensionale rum.
Og generelt så er der n basisvektorer i det n-dimensionale rum.
Når du har et sæt af basisvektorer som udspænder et eller andet rum, så står
disse basisvektorer vinkelret på hinanden. F.eks. så står (0,1) og (1,0)
vinkelret på hinanden...
Grunden til at basisvektorer er dejlige er f.eks. følgende:
Hvis du har 200 2-dimensionale vektorer og lægger dem sammen som en vægtet
sum (linearkombination) så er det jo ret omstændigt. Umiddelbart kan du jo
hurtigt regne ud at der kun skal 2 vektorer til da der er tale om
2-dimensionale vektorer....men hvad nu hvis de 200 vektorer generelt ser
sådan her ud (0, tilfældigt tal) ....så vil en udregning af basisvektorerne
for sættet af 200 vektorer afsløre at dit sæt af 200 vektorer blot er 200
forskellige skaleringer af samme basisvektor. Det er jo let nok at se i
dette eksempel,...men forestil dig at der er tale om 200 10-dimensionale
vektorer...så kan du ikke lige umiddelbart se om disse 200 10-dimensionale
vektorer udspænder et underrum (altså et rum med en lavere dimension end
10).
Der er sikkert mere man kunne sige, men her stopper jeg...
----------
Post by PaminuHvis vektoren v går fra (0,0) (0,1) siges den at være 2. aksens
basisvektor. Men jeg går udfra at en basisvektor kan findes til en
vilkårlig vektor og blot er defineret ved at være sammenfaldende med denne
vilkårlige vektor. Er dette korrekt og findes der en mere præcis
definition på en basisvektor?