Jahnu
2020-08-09 05:26:54 UTC
Den åndelige videnskab om selvet beskæftiger sig med menneskelig
bevidsthed.
Den åndelige videnskab bliver selvfølgelig ikke rigtig af, at det står
i nogle skrifter, eller fordi nogen tror på det. Derimod bliver noget
rigtigt af, at det er evig, overleveret viden - viden, der kan
undersøges og verificeres gennem den rette videnskabelige metode.
I den vediske videnskab har man 3 referencepunkter for at sikre sig,
at teologien er rigtig - guru, sadhu og sastra - dvs. den åndelige
mester, vismændene og skrifterne. For at noget kan være rigtigt må de
alle tre være i overensstemmelse med hinanden. Desuden bliver man også
tilbudt en videnskabelig proces igennem hvilken man kan undersøge og
verificere filosofien.
I den moderne naturvidenskab har man kun stof som undersøgelsesobjekt.
Man observerer og studerer materien i dens utallige vekselvirkninger.
I den åndelige videnskab har man bevidsthed som forsøgsobjekt, og man
undersøger materiens indflydelse på bevidstheden og sindet. I den
åndelige videnskab undersøger man bevidsthed. Man har sin egen
bevidsthed som forsøgsobjekt. Man begrænser ikke sine studier til
noget uden for sig selv.
Derfor er den åndelige videnskab den materielle videnskab overlegen.
Den materielle videnskab rækker ikke til at forstå den virkelighed, vi
lever i. Og hvorfor gør den ikke det? Fordi naturvidenskaben intet
fornuftigt har at sige om vores bevidste oplevelse af verden. Den
taler kun om materiens vekselvirkninger men siger intet om vores
oplevelse af disse. Og det er vores oplevelse af verden, som er det
mest grundliggende ved den virkelighed, vi befinder os i.
Kun den åndelige videnskab kan hjælpe os til at forstå selvet og dets
relation til verden og Gud.
Derfor siger Krishna:
Af al skabelse er Jeg begyndelsen og enden tillige med midten, O
Arjuna. Af alle videnskaber er Jeg videnskaben om selvet, og blandt
logikere er Jeg den afgørende sandhed. (Bg 10.32)
Nogle mennesker hævder, at de ikke behøver Gud til at fortælle dem,
hvad der er rigtigt og forkert. Men i stedet for at har de så
samfundet, loven, familie, kultur osv. til at fortælle dem dette.
Eller vi har vores eget sind til at fortælle os, hvad vi må og ikke
må, men det er igen baseret på noget vi har lært fra andre.
Den eneste forskel er således hvem, vi vælger som vores autoritet -
hvem vi vælger at lytte til. Alle er blevet oplært i moral of etik af
den kultur, de er vokset op i.
Nogle hævder, at man selv kan afgøre sin moral og etik, det er noget
man kan føle. Men hvis man er sin egen autoritet, så er det det samme
som ingen autoritet. Hvis det blot er op til ens eget sind at fortælle
én, hvad der er rigtigt eller forkert, kan hvad som helst være rigtigt
eller forkert. Så spiller det ingen rolle, hvad vi gør, for vores eget
sind kan bare retfærdiggøre det. Og hvordan kan man være sikker på, at
det éns sind fortæller en, er rigtigt?
Hvordan kan man vide, at det man føler, er rigtigt? Jeg mener, hvis nu
en eller anden psykopat føler sig foranlediget til at angribe folk på
gågaden med et baseball bat, er det så ok? Hvis vi alle er vor egen
autoritet, burde der jo ikke være noget galt i det, vel?
Faktum er, at vi ikke engang ville vide, at to og to er fire, hvis
ikke vi havde lært det fra nogen. Og de ville ikke vide det, hvis DE
ikke havde lært det af nogen, der vidste det osv.
Regning og matematik er ikke noget man kan spekulere sig frem til. Det
er noget man lærer i sin opvækst. Hvis vi var vokset op helt uden
menneskelig stimuli, ville vi ikke vide, at to og to er fire. Dyr ved
fx. ikke, at to og to er fire, og de er også ligeglade.
På samme måde, som man kan vide, at to og to er fire, nemlig ved at
lære det fra nogen, der ved det, kan man vide at hvem Gud er, og hvad
meningen er med alting. Man kan vide det ved at lære det fra dem, der
ved det. Og hvem ved hvem og hvad Gud er, og hvad meningen med alting
er? Det gør vismændene i den vediske kultur, og de har videreleveret
den viden ned gennem historien via discipelrækken.
Krishna siger:
Forsøg blot at lære sandheden at kende ved at nærme dig en åndelig
mester. Udspørg ham i ydmyghed og tilbyd ham din tjeneste. De
selv-realiserede sjæle kan videregive viden til dig, for de har set
sandheden. (Bg. 4.34)
Ved at modtage virkelig viden fra en selv-realiseret sjæl vil du
aldrig mere blive vildledt af illusion, for gennem denne viden vil du
forstå, at alle levende væsener ikke er andet end dele af den Højeste,
eller at de med andre ord er Mine. (Bg. 4.35)
Selvom du anses for den mest syndefulde af syndere, vil du, når du
befinder dig i denne båd af transcendental viden, blive i stand til at
krydse over elendighedernes ocean. (Bg. 4.36)
Ligesom den flammende ild forvandler brænde til aske, oh Arjuna,
brænder kundskabens ild alle karmiske reaktioner til aske. (Bg. 4.37)
I denne verden er der intet så ophøjet og rent som åndelige viden.
Sådan viden er den modne frugt af al mystisisme, og den, der er blevet
velbevandret i udførelsen af hengiven tjeneste, vil med tiden nyde
denne viden indeni sig selv. (Bg. 4.38)
En trofast person hengiven til åndelig viden, og som overvinder sine
sanser, er egnet til at modtage sådan viden, og når han har modtaget
den, opnår han hurtigt den højeste åndelige fred. (Bg. 4.39)
Men de uvidende og troløse, der tvivler på de åbenbarede skrifter, kan
ikke opnå Gudsbevidsthed; de falder ned. For den tvivlende sjæl findes
der hverken lykke i denne verden eller den næste. (Bg. 4.40)
bevidsthed.
Den åndelige videnskab bliver selvfølgelig ikke rigtig af, at det står
i nogle skrifter, eller fordi nogen tror på det. Derimod bliver noget
rigtigt af, at det er evig, overleveret viden - viden, der kan
undersøges og verificeres gennem den rette videnskabelige metode.
I den vediske videnskab har man 3 referencepunkter for at sikre sig,
at teologien er rigtig - guru, sadhu og sastra - dvs. den åndelige
mester, vismændene og skrifterne. For at noget kan være rigtigt må de
alle tre være i overensstemmelse med hinanden. Desuden bliver man også
tilbudt en videnskabelig proces igennem hvilken man kan undersøge og
verificere filosofien.
I den moderne naturvidenskab har man kun stof som undersøgelsesobjekt.
Man observerer og studerer materien i dens utallige vekselvirkninger.
I den åndelige videnskab har man bevidsthed som forsøgsobjekt, og man
undersøger materiens indflydelse på bevidstheden og sindet. I den
åndelige videnskab undersøger man bevidsthed. Man har sin egen
bevidsthed som forsøgsobjekt. Man begrænser ikke sine studier til
noget uden for sig selv.
Derfor er den åndelige videnskab den materielle videnskab overlegen.
Den materielle videnskab rækker ikke til at forstå den virkelighed, vi
lever i. Og hvorfor gør den ikke det? Fordi naturvidenskaben intet
fornuftigt har at sige om vores bevidste oplevelse af verden. Den
taler kun om materiens vekselvirkninger men siger intet om vores
oplevelse af disse. Og det er vores oplevelse af verden, som er det
mest grundliggende ved den virkelighed, vi befinder os i.
Kun den åndelige videnskab kan hjælpe os til at forstå selvet og dets
relation til verden og Gud.
Derfor siger Krishna:
Af al skabelse er Jeg begyndelsen og enden tillige med midten, O
Arjuna. Af alle videnskaber er Jeg videnskaben om selvet, og blandt
logikere er Jeg den afgørende sandhed. (Bg 10.32)
Nogle mennesker hævder, at de ikke behøver Gud til at fortælle dem,
hvad der er rigtigt og forkert. Men i stedet for at har de så
samfundet, loven, familie, kultur osv. til at fortælle dem dette.
Eller vi har vores eget sind til at fortælle os, hvad vi må og ikke
må, men det er igen baseret på noget vi har lært fra andre.
Den eneste forskel er således hvem, vi vælger som vores autoritet -
hvem vi vælger at lytte til. Alle er blevet oplært i moral of etik af
den kultur, de er vokset op i.
Nogle hævder, at man selv kan afgøre sin moral og etik, det er noget
man kan føle. Men hvis man er sin egen autoritet, så er det det samme
som ingen autoritet. Hvis det blot er op til ens eget sind at fortælle
én, hvad der er rigtigt eller forkert, kan hvad som helst være rigtigt
eller forkert. Så spiller det ingen rolle, hvad vi gør, for vores eget
sind kan bare retfærdiggøre det. Og hvordan kan man være sikker på, at
det éns sind fortæller en, er rigtigt?
Hvordan kan man vide, at det man føler, er rigtigt? Jeg mener, hvis nu
en eller anden psykopat føler sig foranlediget til at angribe folk på
gågaden med et baseball bat, er det så ok? Hvis vi alle er vor egen
autoritet, burde der jo ikke være noget galt i det, vel?
Faktum er, at vi ikke engang ville vide, at to og to er fire, hvis
ikke vi havde lært det fra nogen. Og de ville ikke vide det, hvis DE
ikke havde lært det af nogen, der vidste det osv.
Regning og matematik er ikke noget man kan spekulere sig frem til. Det
er noget man lærer i sin opvækst. Hvis vi var vokset op helt uden
menneskelig stimuli, ville vi ikke vide, at to og to er fire. Dyr ved
fx. ikke, at to og to er fire, og de er også ligeglade.
På samme måde, som man kan vide, at to og to er fire, nemlig ved at
lære det fra nogen, der ved det, kan man vide at hvem Gud er, og hvad
meningen er med alting. Man kan vide det ved at lære det fra dem, der
ved det. Og hvem ved hvem og hvad Gud er, og hvad meningen med alting
er? Det gør vismændene i den vediske kultur, og de har videreleveret
den viden ned gennem historien via discipelrækken.
Krishna siger:
Forsøg blot at lære sandheden at kende ved at nærme dig en åndelig
mester. Udspørg ham i ydmyghed og tilbyd ham din tjeneste. De
selv-realiserede sjæle kan videregive viden til dig, for de har set
sandheden. (Bg. 4.34)
Ved at modtage virkelig viden fra en selv-realiseret sjæl vil du
aldrig mere blive vildledt af illusion, for gennem denne viden vil du
forstå, at alle levende væsener ikke er andet end dele af den Højeste,
eller at de med andre ord er Mine. (Bg. 4.35)
Selvom du anses for den mest syndefulde af syndere, vil du, når du
befinder dig i denne båd af transcendental viden, blive i stand til at
krydse over elendighedernes ocean. (Bg. 4.36)
Ligesom den flammende ild forvandler brænde til aske, oh Arjuna,
brænder kundskabens ild alle karmiske reaktioner til aske. (Bg. 4.37)
I denne verden er der intet så ophøjet og rent som åndelige viden.
Sådan viden er den modne frugt af al mystisisme, og den, der er blevet
velbevandret i udførelsen af hengiven tjeneste, vil med tiden nyde
denne viden indeni sig selv. (Bg. 4.38)
En trofast person hengiven til åndelig viden, og som overvinder sine
sanser, er egnet til at modtage sådan viden, og når han har modtaget
den, opnår han hurtigt den højeste åndelige fred. (Bg. 4.39)
Men de uvidende og troløse, der tvivler på de åbenbarede skrifter, kan
ikke opnå Gudsbevidsthed; de falder ned. For den tvivlende sjæl findes
der hverken lykke i denne verden eller den næste. (Bg. 4.40)